Giv din tekstforfatter det bedste udgangspunkt for at repræsentere dig

Det er ikke nogen hemmelighed, at alle ikke er den fødte tekstforfatter. Til gengæld er det heller ikke nogen hemmelighed, at en god, fængende tekst er helt afgørende – både for læserne, men også for virksomheden bag.

Af netop den grund er det meget sandsynligt, at du har valgt at gøre brug af sådan en som mig – nemlig en tekstforfatter – som har egenskaben til at skrive både dragende, oplysende og underholdende tekster.

Men hvordan sikrer du, at din tekstforfatter er klædt på til at repræsentere din virksomhed?

 

Lad os lære hinanden at kende

I bureauverdenen går det stærkt – fra opstartsmøde til SEO-analyser til tekstforfatning. Pludselig står du med en håndfuld tekster, hvor du ikke helt kan fornemme din virksomhed skinne igennem. På samme måde har din tekstforfatter helt sikkert været i tvivl, læst ”om-siden” i håbet om at blive klogere og gennemsøgt hjemmesiden for informationer – uden den helt store effekt.

I denne situation vil du højst sandsynligt vende retur til tekstforfatteren med et ark præget af røde streger og kommentarer på rettelser, som giver din tekstforfatter en chance mere. Men hvad hvis jeg fortæller dig, at du kan undgå dette ved at overveje og informere om 5 simple punkter, FØR skriveprocessen går i gang, der klæder din tekstforfatter godt på til opgaven?

 

Hvad har vi tekstforfattere brug for at vide?

Lad os for noget på det rene. Disse 5 punkter handler ikke om, at du skal sætte en masse tid af til at opfinde den dybe tallerken. Til gengæld giver du din tekstforfatter de bedste muligheder for at skabe en rød tråd, skrive meningsfuldt og udnytte sin erfaring til at levere gennemførte tekster.

Og uden at trække spændingen yderligere, får du her de 5 punkter:

 

  1.       Kend din målgruppe

Du er helt sikkert allerede bevidst om din målgruppe – sandsynligvis så meget, at det slet ikke er noget, du tænker over. Sandheden er blot, at det er altafgørende for dine tekster, at din tekstforfatter også er fuldt bevidst om målgruppen, og det giver altså ikke altid sig selv.

Derfor bør du give din tekstforfatter alle de oplysninger, du har. Alder, køn, interesser, jobs og andre vigtige forhold er med til at definere, hvordan teksten kan og bør skrives.

 

  1.       Kend dit WHY

Mon ikke du har set Simon Sineks berømte TED Talk om netop at finde sit WHY understøttet af ordene: ”People don’t buy what you do. They buy why you do it.” Og lige så vel, som det er vigtigt for din overordnede marketingstrategi. Lige så vel er det vigtigt for din tekstforfatter at være informeret om, så dette WHY kan skinne igennem.

Og hvis det der WHY giver dig sved på panden blot ved tanken, så kan jeg nedtone det ved at fortælle dig, at du altid har kendt det. Det drejer sig ganske enkelt om, hvad der driver dig, og hvorfor du gør, som du gør.

 

  1.       Kend din tone of voice

Hvis det er første gang, du får skrevet tekster til din hjemmeside, har du måske ikke gjort dig tanker om netop tone of voice før. Om ikke andet er det altså en vigtig overvejelse, da der er tale om din virksomheds stemme og den tone, som skal kommunikeres til jeres kunder.

Skal tonen være formel ligesom Søstrene Grene, som omtaler kunderne ”De” og ”Dem”, eller skal den være uformel og legende ligesom butikskæden Normal? Ved at overveje netop dette, vil teksterne ramme plet allerede første gang – og vi tekstforfattere vil vide præcis, hvordan tingene skal gribes an.

 

  1.       Kend dine USP’er

Din Unique Selling Proposition understreger, hvordan din virksomhed adskiller sig fra andre. Med andre ord; hvad ønsker du at fremhæve for dine kunder for at pointere, at virksomheden eller produkterne differentierer sig fra konkurrenterne?

USP’er er ikke kun gode at implementere i salgsteksterne, men hjælper også virksomheden med at fokusere på marketingstrategien og budskaberne, som skal indgå i brandingen.

 

  1.       Kend dine produkter

Kategoritekster, kategoritekster, kategoritekster … Det er den slags tekster, vi tekstforfattere ofte bliver sat i arbejde med. Nogle gange skal der sågar skrives kategoritekster til en landingsside helt uden produkter – og hvad gør man så?

I det tilfælde er det dig, der har den viden, som tekstforfatteren har brug for. På en overkategori ved navn ”bluser” drømmer vi om at vide, hvilke brands siden vil indeholde, og på en overkategori med ”gavekurve” drømmer vi om at vide, om de kommer til at indeholde spiritus, vin, chokolade eller andre spændende delikatesser – og sådan kan jeg blive ved.

Derfor er det altid en god idé at medgive lidt ekstra oplysninger om, hvad denne kategoriside kommer til at indeholde. Så bliver vi så glade.

 

Et godt brief giver gode tekster

Når du er bevidst om netop disse 5 punkter, har du et knivskarpt overblik over, hvad og hvordan du ønsker at kommunikere. Virker det som en lidt stor mundfuld?

Jeg er helt sikker på, at du allerede har gjort dig tanker om netop disse punkter – og jeg kan love dig for, at udbyttet bliver en vaskeægte win-win-situation for begge parter.

Du vil nemlig, alt andet lige, få tekster i en højere kvalitet, og din tekstforfatter vil helt sikkert også gå til opgaven med en større glæde, når der ligger nogle konkrete overvejelser at gå ud fra.

Samtidig sparer både du og din tekstforfatter tid, når I forventningsafstemmer fra start, i stedet for at teksterne skal rettes frem og tilbage igen og igen. Og når du først har udarbejdet dine punkter én gang, har du gjort forarbejdet for alle fremtidige tekster.

Med dét er der intet andet tilbage at sige end; klæd din tekstforfatter godt på. Det er opskriften på det bedste samarbejde – om ikke andet får du helt sikkert nogle knivskarpe tekster, der taler lige til dine kunder.