Sådan får du mest muligt ud af dine annoncetekster på paid social

Kender du det, hvor du har fået lavet dig en super skarp og visuel grafik til din kampagne, men nu skal teksten formuleres, og det er svært at få den til at sidde lige i skabet… Særligt, når der ikke er meget plads at gøre godt med. For hvordan kortes et vigtigt budskab ned på sølle tre-fem linjer?

Hold that thought. Det kommer vi til.

Først og fremmest: få styr på spillereglerne

På Facebook, Instagram og LinkedIn er der nogle helt særlige spilleregler for længden af dine tekster samt emner og emojis, som du må berøre og ikke berøre. Det kan være noget af en jungle at navigere i, men dette blogindlæg vil forhåbentlig forklare vigtigheden af teksten i dine betalte annoncer på sociale medier.

Du har sikkert hørt en masse om vigtigheden af korte tekster, overskrifter der skaber blikfang, the rule of three, emojis og meget mere – hvilket alt sammen er vigtigt, når det kommer til teksterne i dine annoncer, men hvordan skaber man de helt gode tekster? Det dykker vi ned i nu! 

Lad os starte ud med dine grafikker, for der skal selvfølgelig være en helhed i dit content – fra billeder og emojis til tekster, overskrifter og call-to-action-knapper.

Tekst på billeder?

Det kan være rigtigt fint rent visuelt, men også praktisk at inddrage tekst på dine grafikker – simpelt, for at gøre et budskab mere tydeligt. Det kan eksempelvis være i forbindelse med en tilbuds- eller nyhedskampagne, hvor et vigtigt budskab skal stå klart og tydeligt for brugeren.

kysthuset grafik jydepotten grafik

Men tekst på billeder kan være tricky, for der er nogle forhold, man skal være opmærksom på. På Facebooks Business Help-side skriver de selv, at de kan konstatere, at billeder med mindre end 20% tekst er mere effektive.

(Kilde: Facebook, 2021) 

De anbefaler med andre ord en kort, tydelig og præcis tekst, hvor budskabet kommer til udtryk. Det kan være med til, at dine annoncer performer bedre. I værste tilfælde kan dine kampagner blive afvist på grund af for meget tekst på billedet. Og det skal vi ikke ud i…

Dog er det vigtigt at sige, at der her kun er tale om den tekst, som der indgår på selve grafikken. Brødtekster og overskrifter er ikke inkluderet her – det er en faktor for sig, som vi kommer ind på om lidt 😉

Et godt tip til kampagner med flere budskaber!

Synes du også, at det med tekst på billeder kan være svært? Sommetider har en kampagne mere end ét budskab, men her kan du altid prøve at korte dine sætninger ned ved at bruge stikord! Og brug da overskrifterne eller brødteksten omkring billedet til at formulere en mere fyldestgørende beskrivelse.

timetex

Billedet/grafikken skal i de fleste tilfælde fungere som blikfang, da det er her, vi fanger opmærksomhed, hvorefter brugeren så skal læse sig til mere info via overskrifter og brødtekst – og det fører os videre til vigtigheden af dine tekster.

Giv brugeren svar på: What’s in it for me?

Billedet er ofte det første brugeren ser, og finder de det interessant, så føres blikket mod en mere uddybende forklaring efter: ”what’s in it for me?” 

Derfor er det utroligt relevant med både korte og skarpe overskrifter samt fængende brødtekster, som kan give det sidste skub mod et klik til hjemmesiden – eller sågar et køb eller lead. 

Da vi netop fik præciseret vigtigheden af kort tekst på grafik, er det en gave at have mere plads til at udtrykke sig på rundt om billedet. Men her er du også begrænset i forhold til plads og længder, så handler det om at skrive tekster, som fanger. 

Det kan du blandt andet gøre med en kort overskrift, som er en del af din brødtekst, efterfulgt af en emoji – igen det hele handler om blikfang. Du kan også inddrage punktform til dine Unique Selling Points (ups’er), hvor vi her er OBS på the rule of three. 

aliga aqtive grafik apair grafik

Men intet er 1:1, for det afhænger også af, hvilket medie du forholder dig på. Instagram, Facebook og LinkedIn er netop tre platforme, som er geniale til annoncering, men geniale på hver deres måde. Facebook til video og dynamiske kampagner, Instagram til det visuelle og lidt længere, personlige tekster og LinkedIn til networking og mere præciserede målretninger. 

HUSK! Skriv aldrig det eksakt samme på billedet, i overskriften og i teksten. Prøv at omformulere sætningerne og bring nye vinkler og informationer til.

Hvor lang må og skal din tekst være?

En undersøgelse af Microsoft viser, at folk typisk kun læser de første tre linjer, som kommer til syne på en annonce.

Er teksten længere end det, vil det være nødvendigt at trykke ”vis mere.” Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert at have mere tekst end tre linjer, men man skal have in mente, at nogle brugere nok aldrig får den fulde tekst at se. 

Derfor er det igen vigtigt at have det vigtigste budskab i toppen:
Har du tilbud på din shop – nævn procenterne først.
Er der nyheder – nævn hurtigt de fede, nye brands eller produkter.
Kører du med nyhedsbrev – nævn da øverst, hvad kunden får ud af et sign-up.

Med det sagt, er der dog angivet nogle anbefalede længder på dine tekster: 

  • Facebook status (organisk opslag): 40-80 tegn. 
  • Facebook kampagne – brødtekst: 280 tegn. 
  • Facebook kampagne – overskriften: 5 ord. 
  • Facebook kampagne – beskrivelse: 18 ord. 
  • Instagram kampagne: 125 tegn. 
  • LinkedIn status (organisk opslag): 50-100 tegn. 
  • Linkedin kampagne: Obs på maks 600 tegn. Ikke muligt med længere tekster end det. 

(kilder: Sproutsocial.com. 2021, servemethesky.com, 2020)

Take aways

Lad os opsummere lidt herunder, og tag et par good to know-tips med dig omkring anbefalede billedformater.  

  • Tekst på dine billeder er godt, men skriv i stikord – obs på 20% reglen. 
  • Tryk af “vis mere” er nødvendigt, hvis der er mere end tre linjer.
  • Brug Emojis som blikfang.
  • Vær obs på Facebooks annonceringspolitikker (hvilket er et helt skriv for sig – læs eventuelt mere om dette på Facebook Business Help
  • Anbefalede billedformater: 
    • 1080×1080 (standard format) 
    • 1080×1920 (story format) 
    • 1200×628 (Lead ad formular)
    • 800×600 (Instagram og Facebook shop)
    • Brug JPG eller PNG format
    • Min. 2 billeder max. 10 i karrusel annoncer.